Jes Bertelsen Et Essay Om Indre Frihed

On By In 1

Den berømte forfatter Peter Høeg har gennem mange år været inspireret af Jes Bertelsen, leder af Vækstcenteret. Nu udgiver de sammen et omfattende værk om bevidstheds- og hjertetræning

Hvis vi alle sammen helt fra barnsben hver dag brugte mellem 5 og 15 minutter på at meditere, så ville det have en positiv effekt på menneskehedens fremtidige overlevelse.

Det mener Jes Bertelsen, der i 31 år har været leder af Vækstcenteret i Nørre Snede i Midtjylland. Han skynder sig dog at tilføje, at meditation og bevidsthedstræning ikke er nogen universalløsning på klodens massive problemer med sult, overbefolkning og klimaforandringer, men at det er et nødvendigt del-element i et samlet løsning.

Det er selvfølgelig en kæmpe illusion, hvis man tror, at det, at man sætter sig ned hver dag og arbejder med bevidsthedstræning og træning i empati, kan redde menneskeheden. Men det er en delfunktion i den samlede komplicerede løsning. Der er utroligt mange ubalancer, der hvor store beslutninger bliver truffet omkring vores alle sammens velfærd, og hvis flere mennesker beskæftigede sig med en fornuftig lytten indad, så ville man måske kunne justere nogle af de ubalancer, så der i sidste ende kunne træffes mere fornuftige beslutninger, siger Jes Bertelsen og nævner eksempelvis klimatopmødernes manglende resultater og problemet med CO2-udslip, der i disse år ikke reelt reduceres, men blot flyttes fra Europa til eksempelvis Kina og Indien.

De beslutninger tages, fordi de mennesker er ude af stand til at mærke den solidariske dimension i sig selv. Ved at kigge indad kan mennesker lære at komme i kontakt med en ægte samhørighedsfølelse, og så vil man begynde at forstå tingene mere helhedsorienteret. Det vil give et lille løft i den rigtige retning, mener Jes Bertelsen.

Han fastslår, at der ikke er noget magisk eller hokuspokus ved den løsning. Det er derimod en kompliceret og langsommelig affære for den enkelte, der skal lære teknikkerne ved at kigge indad, og for hele verdenssamfundet, der skal være enige om at prioritere mentalhygiejne i blandt andet skolerne.

LÆS OGSÅ:Ida Jessen: Ingen situation er et slutpunkt

Jes Bertelsen er aktuel med bogen Der drejer sig om kærlighed, som er redigeret og har forord og efterskrift af forfatteren Peter Høeg, der de sidste fem år har boet i fællesskabet omkring Vækstcenteret. I bogen er Jes Bertelsen blandt andet inde på, at han er forholdsvis tryg ved kloden, men ikke ved det, menneskene gør ved hinanden og mod miljøet.

Der er højt til himlen og en udsigt, der næsten tager vejret fra én, da avisens udsendte møder de to på en ejendom beliggende lige ned til Lovns Bredning, der er en del af Limfjorden. Her har de valgt at stille op til et af deres ellers meget sjældne interview, og deres første sammen nogensinde. Vækstcenteret har en filial tæt på, der blandt andet er beregnet på længere såkaldte retreats, men der kan vi ikke gennemføre vores samtale. Jes Bertelsen lader forstå, at det ville virke for forstyrrende på kursisterne.

Begge forfattere tager imod med venlig imødekommenhed, og da de indledende lovprisninger over sommeren og udsigten er overstået, fortsætter en lidt mere alvorlig venlighed indendørs omkring et spisebord med fire tændte stearinlys. Det er tydeligt, at de to har meget på hjerte, og at det er magtpåliggende for dem at få formuleret så præcist som muligt, hvad deres passionerede forhold til træningen i en dybere kontakt med os selv og hinanden går ud på. I Det drejer sig om kærlighed, der bedst kan betegnes som en fagbog, får læserne adgang til at følge Jes Bertelsens undervisning. Noget, det ellers kan være svært at få adgang til, medmindre man er en af de 70 fastboende omkring Vækstcenteret eller en af de 1500-2000 kursister, der med jævne mellemrum frekventerer stedet på kortere eller længere kurser.

Jeg var på et af de kurser, som bogen bygger på, og der fik jeg en følelse af, ligesom jeg ofte har fået ved Jes undervisning, at det er godt nok ærgerligt, at det kun er de 20 mennesker, der sidder her lige nu, der kommer til at høre og opleve det her. Jeg tænkte, at det ville være så værdifuldt, om det kunne komme bredere ud. Informationerne fra undervisningen bør komme ud til offentligheden, fordi de er så vigtige, siger Peter Høeg, der derfor foreslog Jes Bertelsen, at de skulle lave en bog.

Jes Bertelsen bifaldt idéen, og Peter Høeg gav sig derefter til at indsamle båndoptagelser fra et helt års undervisning på Vækstcenteret. Det blev til 60 timers lydoptagelser, der i bogen er redigeret ned til 300 sider.

Ifølge de to forfattere er tiden netop nu moden til en bog af deres slags.

Den er interessant set ind i en tid, hvor mindfulness breder sig ud på alle mulige niveauer, hvad jeg i øvrigt anser for meget positivt. Bogen tager lidt flere og dybere skridt ind i, hvad det vil sige at arbejde med bevidstheden og hjertet, end mindfulness-kurserne gør. Jeg tror sådan en bog kan sige langt flere mennesker noget nu, end hvis vi havde udsendt den for 10-15 år tilbage. Hvis den var udkommet dengang, ville den have været endnu mere fagbogsagtig, i dag tror jeg den kan være til inspiration for flere end en lille snæver gruppe. Mit håb er, at bogen kan give inspiration til mennesker. Det har ikke noget at gøre med, at mange mennesker skal til at beskæftige sig med lige nøjagtigt denne her form for træning, men der er så mange almene ting i det, som jeg tror kunne være interessante. Man er eksempelvis begyndt at forstå, at empati er noget, man kan træne, og ikke kun er noget, nogle af os har, siger Jes Bertelsen.

For Peter Høeg har der også været en helt personlig indgang til at få Jes Bertelsens bevidsthedstræning bredt ud til en større målgruppe.

Da jeg var i midten af 20erne, oplevede jeg i nogle strejf, at bevidstheden og hjertet kunne fungere på en anden måde, end vi oplever i vores daglige liv, og jeg kan tydeligt huske den vanskelighed, jeg følte ved det. Jeg voksede op i en kulturradikal familie, hvor man så med mild overbærenhed eller ligegyldighed på bevidsthedstræning, og jeg kendte ikke nogen, der kunne hjælpe eller guide mig. Det vil sige, at jeg var alene med de her erfaringer, og da jeg så fik fat i en af Jes bøger og oplevede at møde et menneske, der vidste noget om det, som jeg selv oplevede som noget helt afgørende i tilværelsen, men som jeg havde gået helt alene med, var det en stor lettelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den her bog blot kan give den samme lettelse for én enkelt person, som måske er der nu, hvor jeg var dengang som 20 årig, så har den en berettigelse. Hvis bare ét menneske siger: Ja, det er jo det, som jeg har følt, tænkt og mærket, og her er der nogen, der mærker det samme, endda nogen, som virkelig er en sagkundskab inden for feltet, så er jeg glad. Jeg ved af egen erfaring, hvor stor en lettelse det er, at der er en, der kan se mig og hjælpe mig videre, fortæller Peter Høeg.

I modsætning til de fleste andre kursusvirksomheder annoncerer Vækstcenteret ikke, fordi de egentlig ikke er interesseret i at ekspandere. Centeret har en begrænset kapacitet, og den er allerede fuldt udnyttet, og derfor benægter Jes Bertelsen og Peter Høeg da også, at Det drejer sig om kærlighed er en reklamesølje for den organisation, de driver.

Det handler ikke om at få så mange mennesker igennem maskinen som muligt, men derimod om at give optimal omsorg til de mennesker, der kommer, siger Peter Høeg.

Han valgte i sin redigering af bogen bevidst at lade nogle af Jes Bertelsens advarsler fylde ret meget. Det handler både om lærer-elev-forholdet, der kan udvikle sig i uheldige retninger og efterlade en form for afhængighed, men især handler det om at advare mod en forventning om hurtige resultater.

I hele mindfulness-bølgen er der en tendens til, at det er de konkrete resultater om hurtig forbedring af livskvalitet, der bliver fremhævet frem for besværet og langsomheden. Vi prøver at være meget præcise med, hvor langsomt det rent faktisk går, og at man, selvom man bruger meget lang tid på meditationspuden, ikke kan være sikker på at opnå resultater, der står mål med indsatsen, siger Jes Bertelsen.

Alligevel er han overbevidst om, at det vil være sundt for den enkelte og til gavn for samfundet som helhed, hvis vi alle sammen prioriterede mentalhygiejnisk bevidsthedstræning i et antal minutter hver eneste dag. For kursisterne på Vækstcenteret er meditationen blevet en livsstil, som de dels bruger tid på hver eneste dag og derudover dyrker i længere forløb, såkaldte retreats, på op til flere måneder. Selv har Jes Bertelsen lige afsluttet et helt års retreat. For de fleste andre er det, ifølge Bertelsen og Høeg, et spørgsmål om at finde en passende balance.

På det bredeste niveau kan man godt forestille sig, at mennesker bruger mellem fem og femten minutter om dagen på meditation. Der vil ikke være nogen særlig dyb effekt af det, men der vil dog være en effekt, siger Jes Bertelsen, der forestiller sig, at der i løbet af en generation eller to vil være en forståelse af det i brede pædagogiske kredse, og at det til den tid vil indgå i folkeskolernes skema på linje med idrætsundervisningen.

For mig er det vigtigt at få videnskabeliggjort nogle af de ting, som man i mange hundrede år har vidst i de store religiøse systemer. Det skal almengøres og bredes ud, så det ikke længere er forbeholdt en bestemt tro eller dogmatik, men som daglige redskaber, alle mennesker kan bruge, siger han, og Peter Høeg supplerer med, at det handler meget om empati:

Vi taler rigtig meget om empati, og der er en enorm stor og stigende interesse for det. Nogle mener endda, at hele menneskeheden er på vej mod et meget dybere niveau af empati. Det, som vi peger på hos os, er, at menneskers empatiske kontakt ikke kan blive dybere, end den enkelte har kontakt til sig selv. Det at arbejde indad handler om at møde andre mennesker dybere, for man kan ikke møde andre mennesker dybere, end man har mødt sig selv, siger Peter Høeg.

Kan det ikke netop virke meget selvoptaget at bruge lang tid på at arbejde med sin egen bevidsthed?

Jo, det kan man godt sige, men det er, fordi vi lever i en kultur, hvor det almindelige kommer til at ligne den eneste måde, verden kan være på. Vi lever i en kultur, der er helt ekstremt ekstrovert, og hvor man i mange hundrede år har trænet mennesker i udadgående udtryk. Det indadvendte og det at mærke sig selv mere nøjagtigt, det er noget forholdsvis nyt, og vi er kun langsomt ved at opdage, at det at gå indad og finde stilhed er den primære vej til at møde andre. Det, man møder, når man går indad, er ikke sig selv, men de andre på et dybere plan, siger Peter Høeg.

Forfatteren ser to bevægelser i tiden. Den ene er, at alvoren om den globale situation er ved at gå op for flere og flere, og den anden er en erkendelse af, hvor vigtig empatien er for vor overlevelse.

Mennesker flytter over grænserne langt mere, end vi har set tidligere i historien. Det giver konflikter, men det giver også kontakt mellem mennesker, så jeg oplever, at der er en positiv, empatisk bevægelse i verden, som tydeliggøres af de alvorlige kriser, siger han.

Jes Bertelsen tilhører ikke nogen religiøs retning, og hans undervisning er fri af tro og religion, men han har hentet inspiration i alle de store verdensreligioner. Det, der interesserer ham, er ikke kirkegangen og dogmatikken, men de praktiske redskaber, der kan ligge i den enkeltes tro. I hans træning i den såkaldte praksis, det vil sige den tid, man sidder på meditationspuden, er han dog stærkt inspireret af den tibetanske buddisme.

Jeg har meget stor respekt for alle de forskellige religioner. De har en bred konstruktiv funktion i forhold til menneskers åndelige liv, og vi er ikke som mennesker nået til et punkt, hvor vi kan undvære den del af religionen. Jeg har altid været meget optaget af at finde træningssystemer, i at arbejde med kroppen, hjertet og medfølelsen. Der er nogle redskabsformer, som alle de store religioner har benyttet sig af, og det interesserer mig at prøve at uddestillere det, så det bliver almengjort og frisat fra den enkelte religions forestillingsverden. Jeg mener, at der ligger noget alment guld i alle religioner, og jeg tror, tiden er inde til, at det kan frisættes, siger Jes Bertelsen.

Man kan sammenligne det med at gå ind i et stormagasin. Vi vælger nogle af varerne, men tager ikke det hele ned fra hylderne. Jeg synes, at hvis man siger, man er kristen eller buddist eller noget andet, så er det ligesom at sige ja til alt det, der er i stormagasinet. I alle religionerne er der for mig meget på hylderne, som ikke er interessant, men der er i alle religionerne samtidig noget, der er uhyre interessant. Så jeg tillader mig at tage diamanter og guld ned fra hylderne i alle religionerne. Jeg respekterer, hvor det kommer fra og er så loyal over for det, som jeg kan. Men samtidig ønsker jeg at vise det til mennesker og sige, at det kan vi bruge, uden at vi siger ja til hele religionen.

Også Peter Høeg er respektfuld over religionerne, men han mener ligesom Jes Bertelsen, at det store problem er, at de tager patent på virkeligheden.

Men tager I ikke også patent på virkeligheden bare på en anden måde?

Det håber jeg sandelig ikke. Det handler om hele tiden at sige til mennesker: Prøv at mærke, hvad I selv oplever, og træf så jeres egne konklusioner ud fra det.

Jes Bertelsen ser det som noget meget positivt, at den danske folkekirke de senere år er blevet mere praksisorienteret.

Bøn, kristne retræter, faste og pilgrimsvandringer er eksempler på praksisser, som flere og flere anvender, og som for mange har langt større betydning end højmessen om søndagen.

Jeg tror, vi kommer til at opleve flere grupperinger af mennesker i den danske folkekirke, der er interesseret i praksis, og jeg håber, at folkekirken fortsætter sporet med at åbne sig mod det. Hvis kirken gør det, så tror jeg, den får fat i mennesker, der har en reel interesse i kirken, og det tror jeg, der kan komme noget meget smukt ud af.

Selvom Vækstcenteret oplever en stigende søgning til sine kurser, er det stadig en mindre, eksklusiv gruppe af mennesker med stort overskud, der søger Jes Bertelsen som deres åndelige leder.

Mange udefra oplever centeret som sekterisk og lukket, måske ansporet af, at Jes Bertelsen og fastboende som Peter Høeg meget sjældent giver interview eller i det hele taget optræder i offentligheden.

Hvorfor denne tilsyneladende lukkethed?

Jeg synes ikke, at jeg oplever, at folk synes, vi er lukkede. Tværtimod oplever jeg, at legitimiteten ved at beskæftige sig med bevidsheds- og hjertetræning er blevet meget større. Det er faktisk et overraskende hurtigt skred, der er sket. I dag møder jeg meget sjældnere opfattelsen af, at Vækstcenteret er et sekterisk sted. Jeg tror også, at der er en forståelse af, at vi ikke kan stille op til alt muligt. Det kan ingen gøre, der skal arbejde med fordybelse. Da jeg debuterede som forfatter, vidste jeg, at hvis jeg ikke begrænsede min optræden i mediemaskinen, så ville jeg ikke få skrevet noget som helst. Man er nødt til at lave en form for selvbeskyttelse, og det har Jes Bertelsen og Vækstcenteret også gjort. Men når det er sagt, må vi ikke glemme, at Vækstcenteret jo er pivåbent, alle kan komme her, siger Peter Høeg.

Nej, Peter, vi kan jo ikke tage flere, bemærker Jes Bertelsen smilende og fortsætter:

Der er ikke mange af vores slags, der afprøver praksisformer. Hvis vi kommer meget mere i medierne, kan vi ikke få tid til det, vi skal, og så bliver vi utroværdige. Vi har et presseudvalg, og de henvendelser, vi får, bliver alle sammen besvaret. Men medierne er desværre indrettet på den måde, at man kun vil have en udtalelse fra giraffen, og det kan jeg altså ikke overkomme. Men altså, hvis vi går 15-20 år tilbage, så sagde jeg ikke nær så meget, som jeg siger i dag, og det handler om, at der er kommet en langt større interesse for det, vi laver.

Peter Høeg, det er dig, der har bestemt, at jeres bog kom til at hedde Det drejer sig om kærlighed. Hvorfor skulle den hedde det?

Der er den helt enkle forklaring, at det gør det: Det drejer sig om kærlighed! Kærlighed er grunden til, at jeg er flyttet til Vækstcenteret, og kærlighed er det, som er nerven i Jes og min kontakt og kontakten med alle legekammeraterne, som jeg laver det her sammen med. Det er simpelthen en kærlighedsfølelse. Noget af det allermest værdifulde, der ligger i vores træning, er, at alle de barrierer, vi stiller op mod hinanden, dem får man lejlighed til at arbejde med, og så langsomt bliver de mindre bastante, og vi kommer til at adskille os mindre fra andre mennesker, og så tror jeg, at jeg oplever, at det er en afgørende ting for samfundet og kulturen at gøre opmærksomhed på betydning af kærlighed. Ord som solidaritet og medfølelse er blevet sjældnere i offentligheden, end de var for 35 år siden, og tonefaldet er blevet mere råt. I en verden, der er præget af det rationelle og mentale, er det rigtig vigtigt at pege på hjertefølelser, og jeg oplever, at det, vi gør, har et intenst fokus på kærligheds- og medfølelsesdelen.

Jes Bertelsen er fyldt 67 år pensionsalderen i Danmark. Og selvom han bestemt ikke har tænkt sig at gå på pension, har han naturligvis gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske med hans livsværk, Vækstcenteret, når han dør eller eventuelt må trække sig tilbage på grund af sygdom.

I alle organisationer, hvor der har været en karismatisk begynderfigur, vil der naturligt opstår et tomrum, når han eller hun forsvinder. Men når jeg er væk, vil der være en stor gruppe mennesker i alle aldre, der er kvalificerede undervisere, og som kan føre Vækstcenteret og vores idéer videre. For 15 år siden ville jeg have tænkt, at det stod og faldt med mig, men sådan er det slet ikke nu, slet ikke, siger Jes Bertelsen.

Vækstcenteret

Grundlagt i 1982 i Nørre Snede af Hanne og Jes Bertelsen. Det er et spirituelt fællesskab og kursussted med cirka 10 fastboende og yderligere 60 der bor rundt omkring centret. 1500-2000 mennesker kommer jævnligt på kurser.

Jes bertelsen og Peter Høeg

Jes Bertelsen er 67 år, dr. phil i idéhistorie fra Aarhus Universitet, hvor han underviste fra 1970 til 1982. Han har skrevet adskillige bøger, senest er udkommet Et essay om indre frihed ( 2010) og Empati det der holder verden sammen (2012), som han var medforfatter til. Hans seneste bog Det drejer sig om kærlighed udkommer 2. september. Peter Høeg er 56 år, mag art. i litteraturvidenskab og forfatter. Han debuterede i 1988 med romanen Forestilling om det 20. århundrede, og slog for alvor igennem i 1992 med Smillas fornemmelse for sne. Hans seneste roman Elefantpassernes børn udkom i 2010. Peter Høeg er også medforfatter til Empati - det der holder verden sammen.

Annonce

Artiklen fortsætter under annoncen

Artiklen fortsætter under annoncen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.3.03.


Jes Bertelsens biografi i korte træk

Kort gennemgang af Jes Bertelsens liv og udvikling med henblik på at give grundlag for bedre forståelse af artiklerne om hans verdensbillede (klik) og hans etik (klik).

Jes Bertelsen er født 27.3.46. i Ålborg i et middelklassehjem af som han selv siger "beskedne, almindelige og kærlighedsfulde forældre". Faderen var tjenestemand og blev i 1959 forflyttet til Åbenrå.

I skoletiden var Bertelsen stærkt interesseret i ornitologi, men en grundlæggende interesse for, hvad meningen med tilværelsen var, tog efterhånden overhånd over naturinteressen, og da han i gymnasiet læste både Søren Kierkegaard og engelsk filosofi (bl.a. Hume), blev det klart for ham, at han ville studere filosofi.

Efter matematisk studentereksamen 1965 begyndte han da også at læse hos professor Justus Hartnack (f. 1912) på Århus Universitet, samtidig med at han gik i gang med den store latinprøve og fulgte forelæsninger hos teologiprofessorerne Sløk og Løgstrup. Hos Hartnack kunne han nok læse den klassiske filosofi, middelalderfilosofien, Kant, Schopenhauer og Kierkegaard, men ikke den nyere del af eksistensfilosofien eller dybdepsykologien - og dermed ikke de spørgsmål han havde været interesseret i så langt tilbage han kunne huske.

Johs. Sløk havde Bertelsen læst en del bøger af allerede i forbindelse med sin tidlige Kierkegaard-læsning, bl.a. disputatsen om "Forsynstanken", ligesom han havde skrevet til ham i gymnasietiden for at få svar på nogle spørgsmål. Og da Sløk i 1967 begyndte at opbygge et id�historisk studium under det humanistiske fakultet tog Bertelsen kontakt med ham og fik skræddersyet sit konferensstudium.

På trods af det omfattende pensum som Bertelsen gik i gang med og som tydeligt afspejler sig i disputatsen, stiftede han allerede i begyndelsen af studieårene bekendtskab med Rudolf Steiners forfatterskab. Han læste 10-12 af hovedværkerne og henviser i de senere skrifter jævnligt til Steiners liv og lære, ligesom han i Dybdepsykologi III og IV kommer dybere ind på ham. Interessen blev uddybet, da han i 1978 fik kontakt med Bob Moore.

Han har stor respekt for Steiners indsigt og indsats, men lægger ikke skjul på, at den bevægelse Steiner satte i gang i pædagogisk henseende led og lider af den skavank, at ikke alle Steiner-pædagoger har udviklet den evne til at se auraer som pædagogikken egentlig forudsætter. - En for Bertelsen karakteristisk indvending, fordi han i alle henseender stiller krav om overensstemmelse mellem liv og lære. Desuden blev Steiner efter Bertelsens mening okkult i den forstand, at hans verdensbillede ikke kunne almengøres.

Også den danske mystiker Martinus' værker stiftede Bertelsen bekendtskab med i studieårene. Kammerater - og siden også elever - opfordrede ham til at læse forskellige ting af Martinus og gav ham et Martinus-tidsskrift, hvor der var optrykt citater fra "Livets bog".

Hvad selve det id�historiske studium angår, lægger Bertelsen ikke skjul på, at Sløk fik stor betydning for ham. Bertelsen havde stor respekt for Sløks sprogkundskaber - græske originaltekster ekstemporeredes uden besvær - og havde også stor beundring for ham som videnskabsmand. Gennem ham fik Bertelsen et meget nuanceret billede af Kierkegaard, og han var tæt på ham under hele studiet og dets seminarer og diskussioner. Der var jo ikke mange studerende på Id�historisk Institut i starten; til en gennemgang af Descartes var der fx kun tre! Kontakten varede til og med guldmedaljeopgaven, som Sløk formulerede, og disputatsen, hvor han var den ene opponent

Bertelsen blev mag.art. i id�historie i 1970, fik samme år guldmedaljen for afhandlingen om "Kategori og afgørelse" og blev ansat som undervisningsassistent - og året efter som amanuensis. I 1973 fik han antaget sin disputats til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Forsvaret fandt sted den 26. juni 1974.



I 1973 fik Bertelsen stipendium af Forskningsfondet til studieophold ved Jung-instituttet i Z�rich, og her var han i halvandet år sammen med sin kone, Hanne Bertelsen.

Jung var tidligt kommet ind i billedet, idet Bertelsen allerede i gymnasietiden havde læst et par af Jungs værker, som var kommet som uglebøger, og hæftet sig ved, at Jung netop beskæftigede sig med meningen med den menneskelige eksistens.

Ønsket om et studieophold på Jung-instituttet i Schweiz og dermed hvad der i det foregående er kaldt Bertelsens forskydning fra Kierkegaard til Jung havde at gøre med, at Kierkegaard efter Bertelsens opfattelse var vanskelig at praktisere. Kun tre-fire steder i Kierkegaards samlede værker er der nogle antydninger af, hvordan man kan praktisere kristendom, bl.a. i "Kærlighedens gerninger", og det var for lidt for Bertelsen.

Hos Jung derimod var der mulighed for at arbejde introspektivt med de spørgsmål Bertelsen havde været interesseret i allerede som dreng, om hvad bevidsthed var. Man kunne begynde med sine drømme og med "aktiv imagination" .

Bertelsen antog, at der stadigvæk i 1973 nede på Jung-instituttet var en levende tradition (Jung selv var jo død i 1961), og det var den han ville i kontakt med. Og han startede med at gå i såkaldt "læreanalyse" og fulgte mange af de foredrag og seminarer de kendteste Jung-forskere på stedet holdt. Ja, Bertelsen overvejede en regulær uddannelse som jung-analytiker.

Men klimaet på instituttet fandt han forholdsvis lukket og dogmatisk. Meditation kunne man slet ikke beskæftige sig med, og det samme gjaldt alkymien, som også havde Bertelsens levende interesse. Efter det første års forløb var han klar over, at opholdet var utilfredsstillende og ikke ville føre til det ønskede mål.

Bertelsen havde en god samtale med Jungs søn, som var i 60'erne og boede i huset i K�snacht, hvor instituttets fremragende bibliotek lå. Dette havde Bertelsen fået adgang til for at studere alkymi. Da først Jungs søn havde fået dannet sig et indtryk af, hvad Bertelsen ville, så begyndte han - til dennes store undren - at gøre rede for sin frustration over, hvordan instituttet havde udviklet sig. Det var blevet en "Kinderschule", og d�t havde ikke været faderens hensigt.

I begyndelsen af opholdet ved Jung-instituttet besøgte Bertelsen Jungs tårn i Bollingen. Tårnet blev ifølge Jungs egne erindringer påbegyndt i 1923 som en slags "trosbekendelse i sten", viderebygget i etaper i 1927 og 1931 og færdiggjort i 1955 efter hustruens død. Det var fra første færd et modningssted, ja, et moderskød for Jung, men samtidig en konkretisering af individuationsprocessen. - Besøget på dette sted var en overvældende oplevelse for Jes Bertelsen og udløste en drøm, som her gengives in extenso efter "Selvets virkelighed" (side 131-32):

"I drømmen var scenen da først Jungs store hus i K�snacht. Her var en meget højtidelig, men samtidig let stemning. Jung havde samlet sine elever omkring sig til et sidste ritual, inden han ville forlade kroppen. Marie Louise von Frantz, Meyer, Jolande Jacobi var der blandt mange andre for mig ukendte mennesker. Der var vel flere hundrede i og omkring huset. Jung havde ladet forlyde, at han ville udpege sin efterfølger. Denne ville han som symbol på dette overdrage nøglerne til sit bibliotek. Jeg befandt mig helt henne ved yderdøren i det store af mennesker helt fyldte rum, hvor Jung befandt sig. Jung gik nu roligt hen mod udgangen. Da han kom forbi, gav han mig ganske diskret nøglen - uden at nogen tilsyneladende bemærkede noget - og han bad mig følge med. Vi gik nu hen til et halvtunderjordisk stenkammer, bygget af store groft tilhugne kvadre. Stemningen var her ganske som ved tårnet i Bollingen. Dette var åbenbart Jungs gravkammer. Vi gik derind, Jung lagde sig stille ned på et primitivt leje. En midaldrende enkel bondekone kom fra stenkammerets baggrund. Hun havde melsuppe med. Vi spiste i tavshed. Jung havde ønsket dette som sit sidste måltid. Han bad mig komme hen til sig og sagde, at jeg skulle berøre ham med læberne. I det øjeblik denne berøring fandt sted gennemstråledes hele min krop og bevidsthed af lys og en næsten elektrisk energi. Rystet prøvede jeg at fatte mig. Jung rakte mig da som det sidste en bog. Det var hans uskrevne bog, sagde han. Dens titel var klar: Aspekte des Selbst. Efter dette forlod han kroppen."

Bertelsen forstod dengang drømmen som et udtryk for en begejstret trang til at kunne være med til at fortsætte det arbejde som Jung så suverænt havde påbegyndt. Og han uddyber dette:

"En sådan trang til at være med er velsagtens naturlig for de fleste, hvis hjerte banker for et fremragende menneskes udstråling og sag. At min person havde en fremtrædende rolle forklarede jeg mig ud fra, at det jo var mig, der havde drømmen, og jeg lige var ankommet til Junginstituttet og til Z�rich. Dette fremkaldte en naturlig prøvende usikkerhed, som drømmen så godhedsfuldt kompenserede ved at understrege den nære og inderlige kontakt til Jung. Sådanne drømme er jo ikke usædvanlige, når man befinder sig i en intens, analytisk proces."

Og Bertelsen slutter: "Men drømmen er blevet stående i erindringen - selv længe efter, at opholdet ved Jung-instituttet er trådt i baggrunden."

Skrevet i 1988, altså ca. 15 år efter den overvældende oplevelse, som direkte førte til bogen "Individuation". Beretningen viser ikke alene, at Bertelsen vedkender sig den store inspiration fra Jung, men også at hans modtagelighed var og er meget stor. Samtidig kan han holde en distance til oplevelsen. Han forskrev sig jo netop ikke - som påstået af K.E. Løgstrup - til Jung, men gik videre end denne; dybt inspireret af Jung, men overskridende dennes grænser for erkendelse. Og dette ligger i en endnu dybere personlig intuition, som gjorde alle former for dogmatisering af banebrydernes teorier umulig.

Forløbet af studieopholdet i Schweiz fortæller i det hele taget - ligesom forløbet af konferensstudiet - noget såre karakteristisk om Jes Bertelsen: Han er uhyre bevidst om sin udvikling og sin vej - og ønsker absolut ikke at spilde sin tid med tom rutine. Når han føler, at han har tilegnet sig et givent stof dybtgående nok, går han videre til noget nyt. Han prøver med største disciplin at være fuldt vågen i ethvert forhold og bestræber sig med andre ord på at gøre alle funktioner til processer. (jf. afsnittet Fra funktion til proces i artikelserien 'Veje til livskvalitet og mening')



Tilbage i Århus blev Jes Bertelsen universitetslektor og forelæste de følgende år over dybdepsykologien. Disse forelæsninger blev tilløbsstykker med 400 tilhørere over flere år. Men desuden forelæste han over emner som førsokratikerne, Aristoteles, Dons Scotus, Thomas Aquinas, oplysningstiden, Descartes og Kant. Samt emner som den kategoriproblematik han så grundigt havde studeret. I seminarform gennemgik han Kants "Kritik der reinen Vernunft", det værk der for ham selv havde betydet en præcisering af nøjagtigt, hvor den meditative proces kunne begynde.

Det kan tilføjes, at Bertelsen har gæsteforelæst ved Københavns Universitet og holdt utallige foredrag for mange forskellige grupper: læger, præster, psykologer m.fl.

Allerede i 1973, da han var færdig med disputatsen, havde Bertelsen indledt sin meditative praksis og bevidsthedseksperimenteren, eller rettede han havde genoptaget dem. Faktisk har Bertelsen efter eget udsagn mediteret fra han var 3-4 år - uden naturligvis at kende ordet eller nogen anden betegnelse for, hvad han foretog sig. Han lavede nogle "mantraer" indefra og sad og gentog dem i lang tid - op til en times tid, skønner han - med det resultat, at hans bevidsthed kom i nogle særlige tilstande af "salighed", en tilstand uden særlig mange tanker eller forestillinger. Han havde denne praksis regelmæssigt helt op til puberteten og betragter den som forlægget for sin senere eksperimenteren. Men i puberteten tabtes denne introverte fase til fordel for mere udadvendte interesser såsom samværet med kammeraterne og læsningen.

I slutningen af mellemskolen begyndte Bertelsen at filosofere over, hvad bevidsthed egentlig var, og hvad der skete, når man falder i søvn. Uden at sætte det i direkte forbindelse med de tidligere særtilstande søgte han en mere bevidsthedsorienteret, mindre "magisk" måde at angribe problemerne på. Ja, han betegner det selv som en regulær eksperimenteren. Han havde nemlig for vane at tage sig en lille lur på en halv time hver eftermiddag, og her prøvede han at se om det var muligt at holde bevidstheden vågen - selvom han slap tankerne. Dag efter dag trænede han - i �n uendelighed - og faldt jo i søvn hver gang! Men træningen gav ham mange spændende erfaringer.

Da Bertelsen i 3.g. fik læst mere Kierkegaard og andre filosoffer, blev han mere interesseret i den rent intellektuelle side af bevidsthedsproblemet, dvs. spørgsmålet om, hvad betingelserne er for erkendelsen. Og denne interesse forstærkedes i universitetsårene, hvor han brugte enorm intellektuel energi på at læse og forstå Kant, Kierkegaard og Jung tilbunds. Kants "Kritik der reinen Vernuft" læste han flere gange - med noter og kommentarværker. Den var ikke let at læse, men Bertelsen ville forstå den. Kierkegaards "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" læste han seks gange. Og da han samtidig skulle lære græsk - og blev fascineret af beskæftigelsen med Aristoteles' Metafysik, som han læste på originalsproget med engelsk paralleltekst - dog ikke uden hjælp fra en sprogbegavet ven - gik den "indre praksis" tabt.

Men i 1973-74 kom interessen igen og blev nu intens. Den kom, som han selv siger, for at blive hovedsagen. Han havde fået læst det meste af den filosofi der var relevant, han havde læst Jung og lavet sammenligninger, og følte ikke han kunne få mere hjælp fra den kanal. Men så begyndte han at læse kristen mystik, især Eckehart, og d�r så han praksis ligge: både meditation og bønspraksis. Han gik følgelig selv i gang med at "praktisere" mere systematisk, genoptog altså trådene fra tidligere og forstod, at han ikke kunne få svar på sine fundamentale spørgsmål alene ud fra filosofi og dybdepsykologi.



Man skal her gøre sig Jes Bertelsens ihærdighed klar. Når han taler om at 'praktisere systematisk', så mener han træne og træne med fuldstændig vågen bevidsthed dagligt og i timevis med forskellige teknikker. Disse prøves enkeltvis igennem over tilstrækkelig lang tid - fx halve år - til at det kan afgøres om de har personlig effekt. Samme fremgangsmåde som han anbefaler alle andre! Og meditationsøvelserne suppleres med andre teknikker som fx vandfaste og nattevågen. Så mange livsfunktioner som muligt - også spisning og åndedræt - gøres til processer.

I "Kvantespring" nævner han eksempelvis sin første lange faste, gennemlevet alene i et sommerhus: 16 døgn med en liter kildevand pr. dag som eneste adspredelse for maven. Også en sådan faste kan han anbefale. Den vil uvægerligt føre til, at man får trukket sine projektioner frem til konfrontation.

Resultatet af denne systematiske og ihærdige praktiseren over ca. tre år udeblev da heller ikke. I 1976 fik Bertelsen sin første 'initiation' . Han beskriver den således i "Indre Tantra":

"En nat i 1976 efter flere års regelmæssig stilhedsmeditation vågnede denne bevidsthed [dvs. JB's bevidsthed] op og fandt sig selv svævende i det kosmiske rum. I midten af begivenheden hvilede en transparent, men mørk mediterende kropsform. Denne kropsform var omgivet af en pulserende mandala af fem farver. Inderst var et sort, men lysende og gennemsigtigt felt af energi. Men dette felt var samtidig bevidstheden. Udenom det sorte flød et mørkt blåt, ligeledes lysende og gennemsigtigt felt af farvestrålende bevidsthed. Uden om dette felt var et grønt. Derpå gult, yderst var alt rødt. Det var selve bevidsthedens indre væsen der strålede. Hvert farveniveau udgjorde et nyt spring, en ny bevidsthedsdimension, mættet med information. Mandalaen omkring den gennemsigtige mørke kropsform var bevidstheden. Denne bevidsthed flød i de kosmiske dybder, men når bevidstheden var vendt ind gennem de farvestrålende felter, var bevidstheden ikke i kosmos, bevidsthedsdimensionerne var selv kosmos. - I denne tilstand var salighed. Der begyndte nu at ske noget. Inden i bevidstheden fremtonede telepatisk et unisont kor af stemmer. Det var mestrene fra rummet, blev det sagt. Bevidstheden skulle strække sig bagud i tid, 3000 år. Her lå bevidstheds-kim, der nu af mange skulle udfoldes for planetens overlevelses skyld. - Derpå viste visdomskilden 3 hologrammer, der havde med den individuelle bevidsthedshedsudvikling at gøre. Efter dette sank bevidstheden, og den begrænsning man kalder vågenhed afløste udvidelsen."



Efter hjemkomsten fra Schweiz i 1975 hørte Hanne og Jes Bertelsen om en clairvoyant dame i Kolding ved navn Cicely Moore, og de besluttede at tage nogle sessioner hos hende for at spørge hende, hvad clairvoyance egentlig var. Hun var født clairvoyant og var meget skarpsindig. Hun kunne se Jes Bertelsens baggrund, hvad han havde beskæftiget sig med og hvad hans viden var - inden han havde fortalt hende noget - og det var jo interessant. Hun fortalte også om Bob Moore, som hun havde været gift med, og anbefalede ham som lærer.

Også fra anden side hørte Bertelsen om Bob Moore, og det endte med, at han begyndte at drømme om ham på en insisterende måde. Drømmene sagde, at Bob Moore virkelig vidste noget relevant, og at Jes Bertelsen skulle opsøge ham og lære ham at kende. Bertelsen traf ham også hos Johannes Dragsdahl på kursuscentret 'Søtoftegård' ved Ringsted, hvor de begge holdt kurser.

I 1978 blev han elev af Moore, som underviste i chakra- og aurastrukturer, healing og former for dyb kontakt, og som var blevet ekspert i det, selvom han ikke som Cicely Moore var født clairvoyant. I 1981 var Bertelsen på nogle meget intensive kurser hos Moore, og da der parallelt hermed skete nogle ligeledes meget intensive ting i Bertelsens egen proces, førte det til en naturlig standsning af lærer-elev-forholdet mellem ham og Moore. Men han fik grundig indsigt i chakra- og aurastrukturer, æterisk energi, astrale lag og prana-lag (energistrømme i det psykofysiske system) - således som det fremgår af "Drømme, chakrasymboler og meditation" fra 1982 og tilegnet Bob Moore, samt "Energi og bevidsthed" fra 1984.

Jes Bertelsens interesse for østlig psykologi og filosofi startede så småt, da han i studietiden med stor energi kastede sig over Schopenhauers "Die Welt als Wille und Vorstellung". Dette værk var dybt inspireret af Upanishaderne, som Schopenhauer læste i Duperrons lidt specielle oversættelse til latin. Bertelsen anskaffede sig oversættelsen for med egne øjne at se kilderne til Schopenhauer. Interessen udviklede sig, da han kom i gang med læsningen af hele Jungs produktion.

Hvor dybt den østlige viden kunne gå, udtrykker Bertelsen klart i "Indre Tantra" i forbindelse med gennemgangen af "Hevajra Tantra"-teksten, en ægte buddhistisk tekst om en af de grundpraktikker som Padma Sambhava bragte til Tibet i det 8. årh. Ved læsningen af dette værk følte Bertelsen en dyb genkendelse: "her kunne vejret trækkes helt igennem, en åndsbeslægtet verden åbnede sig". Han tilføjer: "Denne følelse har kun ledsaget ganske få af de mange, mange spirituelle, filosofiske forfatterskaber, der er blevet læst i årenes løb." Og han nævner Kierkegaard og Jung, Eckeharts prædikener samt den tibetanske buddhisme - og ikke overraskende - Bachs fugakunst.

Også den intense fordybelse i den østlige tradition påvirkede Bertelsens drømme. En ham ubekendt østlig lama begyndte at dukke op i dem. Og da han ikke var klar over, hvad det helt nøjagtigt indebar, prøvede han vanen tro at undersøge det meditativt, hvad der igen påvirkede drømmevirksomheden.



Processen endte foreløbig med Bertelsens 2. initiation, hvorom han beretter følgende i "Indre Tantra":

"I 1981 i en syvdages periode befandt bevidstheden sig igen i en usædvanlig tilstand. Alle vågne timer var bevidstheden udfoldet i en overvældende intens mandala i blåt og hvidt og gyldent lys, centreret omkring en lysende repræsentation fra det åbne felt. Til sidst intensiveredes tilstanden således, at bevidstheden kontinuert uden et øjebliks søvn eller fravær i 35 timer skuede, men samtidig var dette blåhvide felt af lys og information. På et tidspunkt forenede alt sig i �t blændende lys, der var som døden. Alt var i en ubeskrivelig levende renhed. En overjordisk stille kærlighedsfølelse gennemstrømmede alt."

Men ikke nok hermed. Beretningen fortsætter: "Ud af denne udvidede tilstand foldede sig erindringer og billeder fra et andet tidsafsnit, bevidstheden så ud gennem en anden bevidsthed i en anden tid. Bevidstheden så den oplyste lærer fra dengang, så lærerens universelle bevidsthedsfelt dengang og nu som �t. Og viden og opgave strømmede i en direkte transmission fra den universelle bevidstheds gamle form, der samtidig udgjorde dette halvanden døgn lange nu. Det var en rystende oplevelse." Det der skildres her er Jes Bertelsens oplevelse af en tidligere inkarnation, hvor han var elev af en oplyst lærer. Men det er samtidig oplevelsen af en direkte transmission, hvor viden og opgave strømmede til ham fra et universelt bevidsthedsfelt, omfattende både den daværende lærer og den aktuelle bevidsthed.

Om selve opgaven har Bertelsen fortalt på kurset om "Den kristne mystik" (foråret 1990). Grunden til, at han er her i dette land, sagde han, er den opgave at realisere nogle ikke-dogmatiske spirituelle tilstande, hvor mennesker når til sig selv uden at dette selv er et kristent, buddhistisk eller islamisk selv.

Gennem alle disse år havde Jes Bertelsen jo ikke blot passet sin undervisning ved universitetet ved siden af sin selvudviklingsproces, men også haft en omfattende analytisk praksis. I stigende grad blev der tale om gruppeundervisning i drømme- og chakraforståelse samt meditation, og det var i flere år praksis, at deltagerne i disse grupper indsendte deres drømme skriftligt til Bertelsen forud for weekend-kurserne.

Samtidig havde Hanne Bertelsen indledt en træning i massage, healing, chakraforståelse, drømme og meditation. Hun havde indstillet sin sprogundervisning og var fra 1979 i stedet for begyndt at undervise i drømme, kropsforståelse og massage. 1979-82 var hun elev hos Bob Moore.



I 1982 tog Jes Bertelsen konsekvensen af sin hidtidige udvikling, der var kulmineret med den 2. initiation og forståelsen af den egentlige opgave. Og han forlod lektoratet i id�historie ved Århus Universitet. Den akademiske løbebane var ikke målet for ham, og den gode stilling ikke en sovepude. Han ville forfølge nye mål. At fortsætte universitetsarbejdet ville ikke alene være at havne i funktionen fremfor at blive i den proces han ønskede at være i, men også at svigte en opgave. Søgningen til hans forelæsninger var ellers stor, og det samme gjaldt efterspørgslen efter hans bøger.

Men Bertelsens ambition gik altså i retning af at intensivere den bevidsthedsforskning han havde leget med fra drengeårene, og som han op gennem studieårene havde fået grundigt uddybet og systematiseret, men aldrig tilfredsstillet ad intellektuel vej. Han kunne samtidig konstatere stor interesse for såvel sin drømmeanalytiske som meditative virksomhed og vejledning, og kunne med ret stor sikkerhed forvente denne interesse overført til det nye projekt.

Han og Hanne købte en gård i Nørre Snede i Midtjylland, stiftede den selvejende fond "Vækstcenteret for arbejde, udvikling og meditation" og begyndte her sammen med nogle få medflyttere at opbygge deres undervisning og vejledningsvirksomhed.



Jes Bertelsen understreger gang på gang i sine bøger, at det bærende i hvad han står for hidrører fra hans egne primære erfaringer. Henvisninger til anden litteratur tjener det formål at vise inspirationskilderne og give den størst mulige forståelsesramme, men bøgerne afspejler i allerhøjeste grad hans egen udvikling. Dette gælder naturligvis også de erfaringer han gjorde med seksualiteten og dens omformning i tantrisk retning.

Gennem disse år fra 1981/82 frem til 1989 nærede Jes Bertelsen imidlertid ikke nogen forestilling om, at han ville opnå personlig kontakt med nogen "oplyst", dvs. med nogen ægte mystiker, der på autentisk vis havde dybtgående erfaringer med den non-duale bevidsthedstilstand, og som kunne formidle en ægte transmission.

Han har altid haft en dyb intuitiv fornemmelse af, at kærlighed og oplysning på en eller anden måde var komplementære, at det ene ikke kunne udvikle sig harmonisk uden det andet. Og denne intuition har han til stadighed fastholdt som eneste mulige hovedhypotese for sit eget vedkommende. Han har derfor "ligget under for en slags vestlig fordom om, at der nok ikke var nogen tilbage der virkeligt havde de dybe mystiske erfaringer og som kunne formidle dem på autentisk vis".

Bertelsen havde på ingen måde fornemmelsen af, at han ikke kunne lære mere - den fornemmelse har han aldrig haft, siger han, og han tror ikke vågne mennesker kan have den. Men han havde fra starten et krav om, at medfølelsen skulle med i udviklingen. At gå i dybden med den bevidsthedsmæssige træning er ikke noget man gør med venstre hånd. Det involverer hele personligheden, altså også følelseslivet og dermed kærlighedsdimensionen, og udelukker derfor mange udviklede mennesker som lærere, hvad angår den avancerede spirituelle udvikling. Bertelsen mener selv at dette krav er grunden til, at han ikke har haft så mange udviklingslærere.

Men Bertelsen fik efterhånden lyst til at se Himalaya. Rejsen fandt sted i 1989 og blandt de lamaer Jes Bertelsen mødte var Urgyen Tulku, der regnes for at være den mest avancerede af de nulevende dzogchen-mestre. Dzogchen (den store fuldkommenhed) er den ene af de to højeste tibetanske meditationsformer. Han havde været lærer for den afdøde 16. karmapa (leder af en gren af den tibetanske buddhisme), men iøvrigt været lidt i baggrunden. Han havde siddet i retreats 12 år i huler, og var altså et menneske, hvis hele liv og praksis var stillet ind på at undersøge, hvad bevidsthed er, og hvordan man arbejder hen mod non-duale bevidsthedstilstande. Han vidste ekstremt meget mere end Bertelsen selv, men havde samtidig den forlangte hjertekvalitet.

Bertelsen har besøgt den meget gamle lama tre gange og var i det mest intensive af disse besøg med oppe i hans retreat-sted i 14 dage, hvor han havde mulighed for at "udveksle" med ham hver eneste dag. Resultatet blev altså den indirekte transmission som sammen med den tidligere direkte transmission blev selve forudsætningen for "Bevidsthedens befrielse" og dermed for den endelige forståelse Bertelsen har fået af bevidsthedens væsen og kilder.

Jes Bertelsen er dog ikke uden blik for de problemer en transmission af denne art rummer. For det første var Urgyen Tulku buddhist, hvad Bertelsen ikke er. Indsigten og erfaringerne skal omformes, så de passer til den kulturbaggrund modtageren har og den person han er, og det kræver energi og megen praksis. Dernæst er det jo i sig selv en så dybtgående oplevelse og erfaring, at det tager tid at integrere den i modtagerens helhed. Urgyen Tulku var med Bertelsens ord en virkelig avanceret bevidsthed, men "sådan �n som mig" er en begynder. Derfor skal oplevelsen integreres, og Bertelsen skal som han selv udtrykker det "også have resten af manegen til at hænge sammen". Der skal vedblivende være balance i tingene. Også dette fremgår af "Bevidsthedens befrielse".



Balance kom der også i den forstand, at Jes Bertelsen i 1990 afbalancerede den østlige transmission med en stærk kristen påvirkning, idet han med fæller fra Vækstcenteret var på bjergretreat i Limone ved Assisi i Italien. I "Kristusprocessen", der indeholder et længere kapitel om Frans af Assisi og udtrykker taknemmelighed mod denne store skikkelse fra 1200-tallet, findes også en meget personlig skildring af besøget på Alvernerbjerget, hvor Frans i sin tid så Kristus på korset og modtog sine stigmater. Bertelsen skriver:

"Energien på dette bjerg og i denne hule er overvældende. I meditation på afgrundens rand åbnede energifeltet sig. En vældig kraft steg rystende gennem kroppen og personligheden. En stråling af klarhed og lys bredte sig milevidt over bjerge og dale. Og bevidstheden blev i nogle øjeblikke løftet helt fri. Der var ingen mere. Ingen krop. Ingen personlighed, ingen identitet. Kun nærvær, klarhed, kærlighed og jubel til Frans og til Kristusprocessens altid tilstedeværende lys."

Igen har vi her vidnesbyrdet om en særdeles stor åbenhed og modtagelighed, som endda ser ud til at være klart forøget i takt med den meditative træning, initiationerne og transmissionerne. Men spørgsmålet melder sig unægteligt, om der er tale om inflation og selvbedrag. Dette spørgsmål tages op i en følgende artikel om Jes Bertelsens etik.

Jes Bertelsens udvikling er naturligvis ikke standset med de dybe erfaringer omkring 1990, men er tværtimod gået ind i en endnu mere intensiv udforskning af bevidstheden og dens højenergetiske tilstande. Denne udvikling har ganske naturligt medført en ændring af kursusvirksomheden, således at Jes Bertelsen ikke længere tager sig af almen indføring i meditationspraksis og individuation, men koncentrerer sig om dybtgående, intensive og længerevarende kursusforløb, hvor kursusdeltagerne afsondrer sig fra omverdenen, såkaldte "retreats". Erfaringerne fra disse retreats er skildret i Jes Bertelsens seneste bøger, men ligger uden for personligt kendskab for den der skriver disse linjer. De er dog behandlet i de to nedennævnte artikler fra hhv. 2008 og 2011, men ikke uden principiel afstandtagen.



PS. Ovenstående biografi er ligesom artiklerne om Jes Bertelsens verdensbillede og etik lettere reviderede udgaver af tidligere, utrykte artikler, udarbejdet i 1994 og baseret på læsning af Jes Bertelsens skrifter, deltagelse i flere af hans kurser samt et enkelt interview. Det understreges at forfatteren ikke har fulgt Bertelsens virksomhed siden.

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen.

Se nærmere under klik

Henvisninger: Link til Vækstcenterets hjemmeside og omtale af Jes Bertelsen og hans forfatterskab Links til artikler på Jernesalt:

Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien




Bibliografi:

(Alle bøger med undtagelse af de tre sidstnævnte
er udgivet på Borgens Forlag)

Kategori og Afgørelse. Strukturer i Kierkegaards tænkning. 1972.
Ouroboros. En undersøgelse af selvets strukturer. Disputats 1974.
Individuation. 1975.

Dybdepsykologi
I. Fødselstraumets psykologi. 1978.
II. Genfødelsens psykologi. 1979.
III. Den vestlige meditations psykologi. 1980.
IV. Den østlige meditations psykologi. 1983.

Drømme, chakrasymboler og meditation. 1982.
Højere bevidsthed. 1983.
Energi og bevidsthed. 1984.
Kvantespring. En bog om kærlighed. 1986.
Selvets virkelighed. 1988.
Indre tantra. Tantrisk enhed/
   reetablerede meditative anvisninger. 1989
Kristusprocessen. 1989.
Bevidsthedens befrielse -
   ved meditativ indsigt i bevidsthedens kilde. 1991.

Bevidsthedens inderste. Dzogchen. Rosinante. 1999
Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde. Rosinante. 2003
Et essay om indre Frihed. Rosinante. 2010



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


0 comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *